Bon’a Parte løber med eftertragtet pris
Bon’a Parte har de seneste år brugt masser af kræfter på udviklingen af virksomhedens webportal, som i dag er blevet et væsentligt supplement til postordresalget.
Bon’a Parte har netop været til eksamen af intet mindre end 30.000 danskere. De skulle som en del af Foreningen for Dansk Internethandels årlige prisshow vælge den bedste webshop i Danmark, og valget faldt på Bon’a Parte.
- Vi er super, super glade for den her pris, fordi den er brugernes pris. Den siger noget om, at vi har formået at skabe en behagelig oplevelse, når man besøger vores web-univers. Og så har vi arbejdet intenst på at gøre hele købs- og inspirationsprocessen så simpel og intuitiv som mulig. Det er vi meget glade for at være lykkedes med, siger Daniel Weinreich, Head of Content & Concepts i Bon’a Parte A/S.
Bon’a Parte har mere end 12 millioner besøgende i webshoppen hvert år, og mange af kunderne går efter den skandinaviske mode og indretningsstil, der lige nu stormer frem over alt i verden. Omsætningen fra BON’A PARTEs webshop udgør i dag hele 80 procent af det samlede salg. Derfor har Bon’a Parte i løbet af 2013 udvidet med et virtuelt shoppingcenter med hele virksomhedens egen kollektion, der har dybe skandinaviske rødder. Den suppleres løbende med en række skandinaviske brands, der passer godt til Bon’a Partes egne produkter. I første omgang er interiørmærket House Doctor, smykkefirmaet Pilgrim, børnetøjsmærket MILK Copenhagen samt danske Black Lily således blandt de produktpartnere, Bon’a Parte har indgået aftale med.
Ud over den rene købsoplevelse har Bon’a Parte også arbejdet målrettet på at fortælle historier om de talentfulde samarbejdspartnere, virksomheden har - eksempelvis modeller, fotografer og designere. Det har blandt andet resulteret i en lille film om den danske model Ida Daugaard, der ud over modelkarrieren også er DJ.
- Det er selvfølgelig afgørende, at vi har en hurtig levering, en god bytteservice og generelt et meget højt niveau i vores kundeservice. Men vi vil også gerne være eksponent for et helt univers, hvor vi bliver omdrejningspunktet for noget af det, der i vores optik kendetegner skandinavisk mode og design. Det er også grunden til, at vi har skabt et nyt brand, NOTICE, med en lidt yngre målgruppe end vores traditionelle kunder. Det er der blevet taget særdeles godt imod, kommenterer Lone Løth, kreativ chef i Bon’a Parte.